Mona dyrker campinglivet året rundt på Facebook

Mona Damholdt (52) startede allerede som barn i 1970’erne med at campere rundt i Europa med sin mormor og morfar. Siden 2009 har hun camperet sammen med sin mand og hund, og med internettet rækker fællesskabet langt ud over campingpladsen i Tyskland.

”Når vi planlægger en ferie, læser vi altid både anmeldelser på TripAdvisor og om andres oplevelser på danske campingportaler eller private hjemmesider. Og så bruger vi Google Earth rigtig meget til at finde de gode steder,” fortæller Mona, der også opdaterer familiens egen hjemmeside med billeder og fortællinger fra ferierne.

Ud over hjemmesiden er Mona kvinden bag flere Facebook-grupper om camping. Den største hedder ’Campingliv på Facebook’.

”Det er meget oplevelser, der bliver delt i gruppen – både på godt og ondt. Og så er der en del spørgsmål om teknik eller folk, der søger et godt råd eller kommer med gode tips,” fortæller Mona, der også selv har fået konkret hjælp i gruppen.

”På et tidspunkt fandt jeg et billede af et gudeskønt sceneri i et tysk campingmagasin, men jeg kunne ikke se i magasinet, hvor det var fra. Så jeg tog et billede af det og lagde det ind i Facebook-gruppen, for jeg ville forfærdelig gerne derhen. Det viste sig at være et sted i Norge, og det var der nogle i gruppen, der vidste ud fra sceneriet. Det er jo essensen af sådan en gruppe: ønske hjælp, søge hjælp og få hjælp,” konkluderer Mona.

mona-damholdt

Foto: Mona Damholdt

Start her

Hvis du er blevet nysgerrig på campinglivet, kan du starte med at kigge forbi de her hjemmesider:

Læs om flere sjove interessefællesskaber på nettet her.

Del artiklen