Pia fra Odense: Nettet er som et leksikon

Jeg bruger nettet rigtig meget i hverdagen. Især til at handle. For det meste shopper jeg børnetøj. Det er meget nemmere at danne sig et overblik over priser og udvalg med få klik end at skulle i tre forskellige butikker. Det er så nemt, at det nogle gange næsten er for nemt lige at købe en ekstra bluse med, når man alligevel er i gang.

Når jeg står med et problem, hvad enten det er amning eller feber, bruger jeg nettet som et leksikon. Der er svar på alt døgnet rundt, og for det meste bliver jeg beroliget af at tjekke facts eller læse om andre, som står i samme situation. Nogle gange har det dog den modsatte effekt, så jeg bliver mere bekymret.

I børnehaven tjekker vi vores datter ind og ud ved hjælp af en skærm, der også giver beskeder og påmindelser fra personalet. Hjemmefra kan vi logge ind på kommunens forum for daginstitutioner og læse, hvad de har lavet i børnehaven i dag, og det er meget smart, hvis man ikke lige har nået at snakke med pædagogerne. Nu har jeg også fået installeret en app på min telefon, så jeg hurtigt kan tjekke nyheder og billeder fra min datters hverdag.

pia3

Pia med sin lille datter på armen

Navn: Pia Roel Jørgensen
Alder: 39 år
Stilling: Teknisk designer i et firma, der designer og producerer græsslåmaskiner til landbrug. Holder p.t. barselsorlov.
Bopæl: Odense
Privat: Gift, mor til to piger på hhv. fire år og seks måneder.

Foto: Jens Wognsen

Del artiklen